ARGO ÅBNER FOR YNGRE GÆSTER PÅ RUNDVISNINGER PÅ KRAFTVARMEVÆRKET

Det har på genbrugspladserne altid været muligt for børnehavebørn at få en rundvisning, og blive klogere på affaldet. Kraftvarmeværket på Håndværkervej i Roskilde har derimod haft et alderskrav på 10 år på rundvisninger. Et forsøg med en førsteklasse har nu åbnet op for, at tilbyde alle klassetrin i folkeskolen en rundvisning på kraftvarmeværket.

Stor efterspørgsel på rundvisninger i ARGO
Ovenpå to år med corona og skærmundervisning for landets folkeskoleelever er der kommet et stor behov for at komme ud og opleve, og lære noget sammen – og det har givet god efterspørgsel på rundvisninger, både på genbrugspladserne og på kraftvarmeværket.

Rundvisningerne på Energitårnet har mange folkeskolekasser på rundvisning i øjeblikket, og indtil fornylig var aldersbegrænsningen for at deltage 10 år. Denne aldersgrænse er nu revideret således, at elever helt ned fra 0. klasse kan komme på rundvisning på Energitårnet.

– Som et forsøg havde vi besøg af en 1. klasse lige før påske, og det var en rigtig god oplevelse, både for børn, lærere og rundvisere. Børnene var enormt interesserede og vidensbegærlige. Med baggrund i dette har vi besluttet at udvide tilbuddet til også at omfatte de yngste folkeskoleelever, fortæller Trine Thingsgaard, der er læringskonsulent i ARGO.

Rundvisninger tilrettelagt 0-3. klasse
I tæt samarbejde med et par indskolingslærere, vil ARGOs læringskonsulent og ARGOs tre rundvisere, udvikle en rundvisningsform målrettet indskolingselever. I løbet af maj/juni testes undervisningsforløbet for de små klasser.

ARGOs rundviserteam glæder sig til at tage imod de yngste skoleelever.