ET TRAVLT OG SUCCESFULDT ÅR HAR SENDT OVERSKUD RETUR TIL KUNDERNE

I ARGOs nye årsrapport fremgår det, at 2021 gav et overskud på 35,7 mio. kr. – og det er efter, at affalds- og energiselskabet har sendt 39 mio. kr. retur til kunderne. Overskuddet i 2021 afspejler en robust økonomi i ARGO, hvilket er en forudsætning for stabile og lave priser for ARGOs kunder. Samtidig lægger det fundamentet for, at ARGO fortsat kan være en central spiller i den grønne omstilling, hvor fokus er størst mulig genanvendelse og genbrug i affaldshåndteringen.

2021 har været et travlt år for ARGO, hvor der er blevet håndteret rekordstore mængder affald på genbrugspladserne, genbrugsanlæg, kraftvarmeværk og miljøcenter. Alt i alt er der blevet håndteret over 700.000 ton affald i løbet af 2021.

Forsyningssikker energi og rekorder i mængder og besøg
Roskilde kraftvarmeværk energiudnyttede 342.652 ton restaffald i løbet af 2021. Det svarer til, at ARGO har leveret strøm til 64.400 husstande og fjernvarme til 50.300 husstande uden brug af olie, gas eller kul. ARGO bidrager derved til forsyningssikker og stabil energiproduktion, der ikke er afhængig af import af fx gas.   Årsagerne til succesen har været et højt antal driftstimer, som sikrede en høj produktion af el og fjernvarme, samt en usædvanlig høj markedspris på el.

På ARGOs genbrugspladser blev der modtaget 169.807 ton affald i 2021. Det er den største mængde affald nogensinde og 5.000 ton mere end året før. Genbrugspladserne satte yderligere rekord i 2021 i antallet af indkørsler. I løbet af året har mere end 1,5 millioner borgere besøgt en af ARGOs 14 genbrugspladser. Også på ARGOs genbrugsanlæg og miljøcenter har der været travlt året igennem, og øgede mængder affald fra genbrugspladser, husholdninger og erhvervsliv er blevet omlastet og behandlet.

– Det er tydeligt, at 2021 har været et travlt og succesfuldt år for ARGO. Når det går ARGO godt, så skal det også kunne mærkes hos kunderne. Det er også årsagen til, at vi har valgt at sende 39 millioner kroner retur til kunderne. Det har betydet, at ARGOs varmepris er faldet med cirka 8 %. Nedsættelsen af varmeprisen kan være med til at neutralisere eventuelle prisstigninger på andre brændsler. Det har også betydet, at vi har sat taksten for aflevering af dagrenovation og forbrændingsegnet-erhvervsaffald ned fra 420 kr. pr. ton til 345 kr. pr. ton, fortæller bestyrelsesformand for ARGO Niels Hörup.

Betydeligt bidrag til statskassen og importaffaldets klimagevinst
Udover at ARGO sikrer lave priser for kunderne, så bidrager affalds- og energiselskabet også til statskassen. Der er i 2021 betalt 175,4 mio. kr. til statskassen i form af afgifter og CO2 kvoter.

Heraf kan 45 mio. kr. tilskrives energiudnyttelsen af importeret, ikke-genanvendeligt restaffald – affald som ellers var blevet deponeret på en losseplads i andre europæiske lande til skade for klima og miljø. Energiudnyttelsen af det udenlandske restaffald giver en global klimafordel ved blandt andet at erstatte fossile brændsler, og i 2021 skønnes den samlede globale udledning af CO2 reduceret med cirka 10.000 ton som følge af ARGOs import af restaffald. Derudover giver importen både bedre forsyningssikkerhed for dansk fjernvarme og en lavere fjernvarmepris for de danske forbrugere.

Samfundsmæssigt ansvar og indsatser
ARGO har et samfundsmæssigt ansvar, og det udøves blandt andet ved at samarbejde om en række velgørende initiativer, hvor ARGOs genbrugsbutikker ’Gensalg’ er omdrejningspunktet. Gensalgsbutikkerne leverer blandt andet brugte genstande til forskellige samfundstjenestelige formål.

ARGO bidrager til at bringe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet tættere på. I et samarbejde med kriminalforsorgen, jobformidlinger, samt kommunerne har ARGO igennem 2021 haft 25 personer beskæftiget i Gensalg og 25 personer på særlige værksteder udenfor ARGO. Derudover har ARGO haft en række borgere i flexjob, samfundstjeneste, arbejdsprøvninger og praktikforløb.

 

Årsberetning tilsendt
Ønsker du ARGOs årsberetning tilsendt elektronisk, så skriv til info@argo.dk

Yderligere informationer
Spørgsmål kan rettes til direktør Trine Lindegaard Holmberg på mobil 2928 8844 eller mail tlh@argo.dk