JULE-SPECIAL SKRALDEFEST – Gratis genbrugsguld til genbrugsjægere

Den 14. december gentager ARGO succesen og afholder ’Jule-Skraldefest’ på Roskilde, Køge, Torkilstrup, Gørlev, Hårlev og Viby genbrugsplads. Skraldefesten foregår i tidsrummet 17-19, hvor der gives fri adgang til alle genanvendelige materialer på pladsen.

Genbrugsguld efter ’Først til mølle-princippet’
Skal der laves nyt skur, renoveres i privaten eller mangler der godt genbrugstøj og brugskunst til julegaver, så er der rig mulighed for at få alle ønsker opfyldt til årets sid­ste Skraldefest. Dog er genbrugsguldet efter ’først til mølle-princippet’, så man skal nok komme i god tid, hvis Moster Oda’s julegave skal sikres eller de gode planker til skuret.

– I en tid hvor priserne er på himmelflugt, og vi sam­tidig står midt i en klimakrise, så er direkte genbrug en ’win win’ for både pengepung og miljø. Vi har haft stor succes med at afvikle en række Skraldefe­ster tidligere, så nu prøver vi med en ’Jule-Skraldefest’. Vi hå­ber, at vi ligesom tidligere Skraldefester at der kommer masser af besøgende, siger Finn Kjær, genbrugschef i ARGO.

Gratis genbrugsmaterialer
Konceptet er, at alle containere, som indeholder genanvendelige materialer åbnes, så de besøgende kan hive det ud, som de lige står og har behov for. Nogle af de populære materialer ved tidligere Skraldefester har været tekstiler, træ, møbler, bøger og haveredskaber.

Næsten gratis julegaver i Gensalg

Gensalg-butikkerne på Køge, Roskilde og Torkilstrup genbrugsplads har 50% rabat på alle varer i anled­ning af ’Skraldefesten’. Kan man ikke finde det, man leder efter på Genbrugspladsen, så kan man måske finde det til billige penge i Gensalg.

FAKTA OM CO2 BESPARELSE VED DIREKTE GENBRUG
Gensalg har fra januar til oktober i indeværende år omsat cirka 272.000 varer, svarende til en CO2 besparelse på cirka 3.600 ton contra ny produce­rede varer.
Ifølge Klima, Energi og Forsyningsministeriet er klimaaftrykket i gennemsnit pr. dansker 11 ton CO2. 60 % af det samlede klimaaftryk stammer fra privatforbrug, som fx indkøb af udenlandske fødevarer eller den årlige charterferie.