Køge vil kæmpe for dødsdømt forbrændingsanlæg

LORRY.DK: Byrådet i Køge vil arbejde for at undgå lukning af ARGO i Roskilde. Den bebudede lukning af det ikoniske forbrændingsanlæg ARGO i Roskilde har mødt massiv modstand. Nu også fra byrådet i Køge.

Køge Kommune ejer ARGO sammen med otte andre kommuner, og selskabet står for kommunens affaldshåndtering.

Som et led i en samlet strategi, hvor 30 procent af danske forbrændingsanlæg skal nedlægges, har Kommunernes Landsforening for nylig foreslået, at ARGO bliver blandt de anlæg, der lukkes.

Den anbefaling er Køge Kommunes byråd ikke enig i.

ARGO er som Danmarks tredjenyeste forbrændingsanlæg yderst moderne, håndterer affald for 20.000 virksomheder og 420.000 borgere – og leverer fjernvarme til VEKS, og varmer dermed 170.000 husstande op. ARGO ligger på andenpladsen når det gælder billig håndtering af affald – og på førstepladsen når det gælder pris på fjernvarme.

Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse.

– Jeg tror, jeg taler på alle i byrådets vegne, når jeg udtrykker min store forundring over, at ARGO foreslås lukket. Ved en nærmere granskning af de argumenter der ligger bag, viser det sig, at anbefalingen bygger på en række mangler og fejlagtige konklusioner. Her er der virkelig brug for, at vi som byråd står sammen, og at vi sammen med medejerkommunerne nu arbejder for at undgå en lukning af et af landets mest moderne forbrændingsanlæg, siger borgmester Marie Stærke.