ARGO har netop ansøgt om at blive prækvalificeret til den statslige CO2-fangstpulje til et ambitiøst CO₂-fangstanlæg ved affalds- og energianlægget i Roskilde. Målet er at nedbringe klimaaftrykket fra forbrænding af restaffald – det affald, der ikke kan eller bør genanvendes – og som fortsat vil udgøre en væsentlig fraktion i både Danmark og EU.
– Vi løser en bunden opgave: Håndtering af det restaffald, der ikke kan genanvendes. Med CO₂-fangst kan vi minimere klimaaftrykket fra den nødvendige affaldsforbrænding og levere vores bidrag til at Danmark når sine klimamål, siger Trine Lindegaard Holmberg, direktør i ARGO.
ARGO håndterer hvert år store mængder restaffald for borgere og virksomheder på Sjælland. Den type affald, der ikke kan nyttiggøres yderligere, ender i dag på anlægget i Roskilde og bliver omdannet til el og fjernvarme. Med det planlagte CO₂-fangstanlæg vil ARGO kunne indfange op til 350.000 tons CO₂ årligt og dermed tage næste skridt i reduktionen af sektorens klimaaftryk.
Projektet er udarbejdet i samarbejde med to af de mest erfarne aktører på området: Andritz Group, der er blandt verdens førende leverandører af røggasrensningssystemer og storskala miljøteknologi, samt Rambøll, der har rådgivet om affaldsenergi og CCS-løsninger i hele Europa.
Det fremtidige anlæg skal ejes af ARGO og en ekstern mindretalsaktionær. Denne konstruktion sikrer, at ARGO og ejerkommunerne også i fremtiden har bestemmende indflydelse – både på energiudnyttelsen og på den strategisk vigtige CO₂-fangst.
”Vi har valgt en model, der bygger på teknisk realisme og økonomisk ansvarlighed. Projektet er sammensat, så vores ejerkommuner på et oplyst grundlag kan tage stilling til det næste kapitel for ARGO. Det er grøn udvikling med kontrol over effekterne,” tilføjer Trine Lindegaard Holmberg.
Det er en forudsætning for projektet, at ARGO får del i den statslige milliardpulje.
Om Andritz
Andritz er en global teknologivirksomhed med ekspertise i røggasrensning, emissionskontrol og bæredygtige energisystemer. Virksomheden har erfaring med implementering af CCS-teknologi og store anlægsprojekter.
Om Rambøll
Rambøll er en international rådgivningsvirksomhed med omfattende viden om affaldsenergi og CO₂-fangst. Rambøll har rådgivet i flere af de største CCS-projekter i Europa og har en stærk tilstedeværelse i den danske forsyningssektor.