11.10.2025ARGOGenbrug

Direkte Genbrug åbner i Gørlev

Den 11. oktober åbner Kalundborg Kommune og ARGO et nyt Direkte Genbrug Telt på genbrugspladsen i Gørlev. Her kan man frit og uden byttehandel aflevere og hente alt fra møbler og legetøj til køkkengrej og byggematerialer.

Genbrug vinder frem over hele landet. I 2023 satte danskerne rekord i sortering af madaffald, og restaffaldet fra husholdninger falder år for år. Vi bliver bedre til at bruge vores ressourcer klogt, og vi gør det sammen.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu åbner endnu et genbrugssted, hvor borgerne frit kan aflevere og finde gode ting, som fortjener et nyt liv. Det giver god mening – både for klimaet og for fællesskabet. Erfaringer fra Kalundborg Genbrugsplads viser, at det virker, og det passer perfekt ind i Kalundborg Kommunes grønne ambitioner og understøtte borgernes egne grønne valg”, fortæller Martin Schwartzbach (DF), byrådsmedlem i Kalundborg Kommune og bestyrelsesmedlem i ARGO.

229.482 ting har allerede skiftet hænder

Siden 1. juni sidste år har Kalundborg, Køge, Roskilde, Lejre og Stevns Kommuner løbende åbnet konceptet på deres genbrugspladser. Til og med september måned i år har i alt 229.482 ting skiftet hænder gennem Direkte Genbrug. Ting, som måske ellers ville være endt i containerne ude på pladsen. Vi har dermed sparet vores miljø, natur og klima for cirka 3.000 ton CO2.

”Resultaterne viser, at selv små handlinger fra dig og mig kan gøre en stor forskel for vores klima. Derfor vil jeg også opfordre alle til at bidrage til Direkte Genbrug, så vi sammen kan producere mindre affald og giver vores ressourcer et længere liv”, udtaler genbrugschef i ARGO, Finn Kjær.