07.01.2026Skoletjenesten

Endnu flere besøger Energitårnet: Du er også velkommen

Vi ser på affald som en ressource, og det vil vi gerne fortælle dig om. Hele året rundt har ARGO rundvisninger og undervisningsforløb for børn, unge og voksne på vores genbrugspladser og i Energitårnet i Roskilde.

I 2025 bød ARGO hele 6.421 besøgende velkommen. Knap 5.000 børn, unge og voksne har udforsket Energitårnet, mens 1.449 har besøgt én af vores 14 genbrugspladser.

Book dit besøg HER. 

I 2024 lød det samlede besøgstal på 6.175, og dermed har ARGOs besøgs- og skoletjeneste oplevet en fremgang.

Tre af ARGOs formidlere: Eva Høgh Sørensen (tv), Lars Egedal Henriksson og Mette Lynge Nielsen.

”Vi tilbyder en faglig indsigt i affaldshåndtering. For ja det nytter at sortere dit affald, når papkassen fra julegaven bliver til en æggebakke, gør det en forskel. Når jeg har skoleklasser med rundt på genbrugspladsen eller ovre i Energitårnet, hvor de kan lugte restaffaldet og føle varmen fra ovnen, hvor vi brænder restaffald af, så sætter læringen sig bedre fast. Eleverne bruger deres sanser, og vi tager dem helt tæt på der, hvor det sker,” siger Mette Lynge Nielsen, koordinator og formidler i ARGOs skoletjeneste.

Et besøg med skrald i

På genbrugspladserne og i Energitårnet underviser vi med udgangspunkt i affaldshierarkiet. Hvorfor er det vigtigt, at du sorterer dit affald, og hvordan kan vi lave nye produkter af vores affald? Vi kommer ind på affaldsforebyggelse, genbrug, genanvendelse, energiudnyttelse og deponering.

Vi har fire formidlere, inklusiv vores studentermedhjælper Sebastian Hjort Jørgensen, som læser til lærer.

På et besøg i Energitårnet i Roskilde taler vi også om affaldsforbrænding, energiproduktion og drivhuseffekt. De besøgende kommer rundt på kraftvarmeværket og ser alt fra den store affaldssilo til flammerne i ovnen, som er omkring 1.000 grader varm, når affaldet skal brændes af.

ARGOs team af formidlere forklarer:

”Vi håber også på at kunne vække børn og unges interesse for fag og uddannelser indenfor naturvidenskab og teknologi. For at aktiverer elevernes nysgerrighed, samarbejde og faglige tænkning, arbejder vi lige nu på at udvikle et nyt undervisningsforløb til udskolingseleverne, som er designet med inspiration fra escape rooms,”

Vores formidlere laver nye aktiviteter til undervisningen med genbrugsting.

Og du er også velkommen

Vi har undervisningsforløb til både institutioner, skoleklasser, virksomheder og foreninger. Vi glæder os til at give jer en lærerig og inspirerende oplevelse i Energitårnet eller på én af vores genbrugspladser.

Book dit besøg HER.