Foto: ARGOs genbrugsplads i Roskilde donerer møbler til hjemløse i kommunen. Ikke alle mennesker har tag over hovedet i Danmark. Særligt de borgere i Roskilde Kommune som Heidi Gynther Møller møder i sit arbejde som vejleder i kommunens hjemløseteam.
Når Heidi skal hjælpe en borger med at finde en seng, et spisebord eller en standerlampe, kontakter hun ARGO.
”Jeg havde en borger, der inderligt ønskede sig en blender til at lave grønne smoothies. Han var så genert og nervøs for at spørge, men ARGOs medarbejdere på genbrugspladsen fandt hurtigt en god blender. Og det var bare lykken for ham,” fortæller Heidi Gynther Møller.

Eksempler på møbler som ARGO har doneret til udsatte borgere i Roskilde.
Siden 2024 har ARGO doneret blandt andet møbler, cykler og køkkenredskaber til hjemløse borgere i Roskilde Kommune. Donationerne har gjort, at hjemløseteamet i 2025 kunne indrette hele 20 lejligheder til borgere, der før stod uden tag over hovedet.
Roskilde Kommunes hjemløseteam hjælper borgere fra gaden, og borgere som har været på herberg ud i egen bolig. Det er her, at ARGOs genbrugspladser og genbrugsbutikker kommer ind i billedet, fortæller Heidi Gynther Møller:
”ARGOs medarbejdere ser vores borgere som mennesker. De er imødekommende, venlige og hjælpsomme, når jeg kommer ud med en borger, som skal finde møbler og køkkenting til sit nye hjem. Det giver borgerne en følelse af selvbestemmelse, og de lærer at tage ansvar, når de indretter deres hjem selv.”
Det hjælper også hjemløseteamet med at bygge en tryg relation til borgerne, når de kommer på genbrugspladserne og faktisk får de ting med hjem, som borgerne drømmer om. Det viser borgerne, at de kan stole på os, forklarer Heidi.
”Det er et vidunderligt samarbejde, vi har med ARGO. Vores borgere kommer med ønsker om alt fra en halvandenmandsseng til et ildfast fad, som genbrugspladsmedarbejderne hurtigt kan skaffe,” siger Heidi Gynther Møller.

Eksempler på møbler som ARGO har doneret til udsatte borgere i Roskilde.
Hos ARGOs genbrugschef Finn Kjær er glæden gensidig. Hver dag bliver der indleveret store mængder fine og brugbare genbrugsting på ARGOs genbrugspladser, som medarbejderne sorterer i og arbejder for, at det kommer ud at leve igen.
”Det gør mig utrolig glad, når vi kan hjælpe andre mennesker til en bedre og mere stabil tilværelse. Samtidig skal vi alle genbruge langt mere fremfor at købe nyt, og når jeg kan kombinere to ting som medmenneskelighed og bæredygtighed, så giver det mening at gå på arbejde,” siger Finn Kjær.