– Lad os sammen gøre Lejres Direkte Genbrug til en sand guldmine for genbrugsglæde.
Sådan lød opfordringen fra formanden for Lejre Kommunes Teknik-, Miljø- & Byggeriudvalg, Bjørn Lykke Sørensen, da han i dag holdt åbningstale og klippede den røde snor til Direkte Genbrug på genbrugspladsen i Torkilstrup.
Foran indgangen til det nye koncept havde godt 100 mennesker stillet sig i kø for at være med til at give gamle ting nyt liv.
– Med Direkte Genbrug bevæger vi os væk fra fortidens “brug og smid væk”-kultur og hen imod den nationale affaldsplans vision: at reducere affaldsmængderne og bruge vores naturressourcer klogere, smartere og mere ansvarligt. Det tror jeg, vi alle sammen kan se fornuften i, sagde Bjørn Lykke Sørensen.
Herefter klippede han snoren til containerne med Direkte Genbrug, og de velkendte butikscontainere – nu i ny funktion – blev hurtigt fyldt med genbrugsglade mennesker på jagt efter alt fra boligting, møbler, tøj og legetøj.
– Jeg har altid bakket Gensalg-butikken op, så jeg vil selvfølgelig også gerne støtte det nye koncept her. Jeg elsker genbrug og har også tit selv givet noget videre herude. Det vil jeg fortsætte med, for det synes jeg kun giver mening – både for miljøets skyld og fordi det er en god følelse, fortalte Katarina Holm fra Holbæk.
Det nye koncept erstatter den tidligere genbrugsbutik Gensalg, som havde sidste åbningsdag den 27. april. De tidligere butikslokaler er nu indrettet med overskuelige hylder og kategorier som legetøj, køkkengrej, byggematerialer og møbler – klar til at blive fyldt og tømt igen og igen.
– Fremmødet i dag er jo et tydeligt bevis på, at rigtig mange har lyst til at gøre en forskel – både for klimaet og for fællesskabet, sagde Finn Kjær, genbrugschef hos ARGO.
Direkte Genbrug er allerede en succes i Kalundborg, Køge, Roskilde og Stevns Kommuner, hvor konceptet har været i gang siden juni sidste år. Indtil marts i år har hele 153.870 ting skiftet hænder – og det har sparet klimaet for imponerende 1.728 ton CO₂. Det svarer til 132 danskeres gennemsnitlige årlige CO₂-aftryk – eller som Bjørn Lykke Sørensen nævnte i sin tale: over 320.000 røde bøffer.
Med Torkilstrups deltagelse bliver endnu flere borgere en del af fællesskabet om at forlænge tings levetid og mindske affald. Alt sammen med appen Direkte Genbrug, hvor man nemt taster sine fund ind og hjælper med at dokumentere klimagevinsten ved den fælles indsats.