Hele 508 ting fik nye ejere da ARGO og Køge Kommune lørdag den 22. marts åbnede endnu et stort telt, hvor du kan give eller hente genbrugsting. Denne gang på genbrugspladsen i Køge.
– Det flotte fremmøde til åbningsfesterne af Direkte Genbrug i Køge, viser med alt tydelighed den store interesse der er i samfundet for at genbruge mere, det er noget vi i ARGO er meget glade for, udtaler genbrugschefen Finn Kjær.
Mange gæster var mødt op, da bestyrelsesmedlem i ARGO Jonas Bjørn Whitehorn og 1. viceborgmester Ken Kristensen holdt åbningstaler og klippede den røde snor. Med store smil strømmede gæsterne efterfølgende ind i teltet, for at finde spændende genbrugsfund, som netop de ville have med dem hjem.
– Sammen med ARGO har vi arbejdet for at skabe en rigtig god løsning, hvor private, virksomheder og frivillige organisationer kan donere og finde genbrugsting helt gratis. Men succesen afhænger af os alle. Vi skal hjælpe hinanden med at holde området overskueligt, sætte tingene på de rigtige hylder og bruge appen “Direkte Genbrug”, så vi kan følge med i, hvor meget vi faktisk redder fra at blive smidt ud, udtaler 1. viceborgmester Ken Kristensen.
Med åbningsfesten på Køge genbrugsplads i weekenden har både Kalundborg, Køge, Roskilde og Stevns Kommuner nu etableret konceptet på flere af deres genbrugspladser.
Direkte Genbrug findes på Bjæverskov, Hårlev, Jyllinge, Kalundborg, Køge, Roskilde, Store Heddinge, Ubby og Viby genbrugsplads.