Solen skinner, varmen nærmer sig, og det indbyder ofte til den helt store oprydning og sortering i hjemmet. Hvis du efterfølgende står tilbage med ting, som du ikke længere skal have hjemme hos dig, kan du tage dem med til Direkte Genbrug-teltene (eller -containerne) på din genbrugsplads. Her kan du give dine ting mulighed for at få nyt liv i andres hænder.
Lørdag den 22. marts klokken 12:00 åbner vi, sammen med Køge Kommune, Direkte Genbrug på Køge genbrugsplads. I det nye område kan både private, virksomheder, organisationer og foreninger donere eller hente genbrugsting.
Når du donerer ting, skal du sætte hver ting på den rette hylde. Har du været i gang med forårsrengøringen og sorteringen i hjemmet, så tag de ting med, som du ikke længere har brug for, og giv dem videre til andre, som kan drage nytte af netop dine gamle ting.
Når du henter ting, skal du registrere dine genbrugsfund i appen “Direkte Genbrug”, inden du tager dem med dig.
På lørdag holder vi stor åbningsfest i Køge, når vi indvier vores nye Direkte Genbrug-telt. For at få trafikken på pladsen til at glide bedst muligt under åbningsfesten flytter vi ind- og udkørslen til pladsen. Skal du af med affald på lørdag, er der fra 11:45 til 15:00 ind- og udkørsel lige til højre for de nuværende porte.
Er du én af de mange, der gerne vil være med til åbningsfesten, skal du være opmærksom på, at parkeringsmulighederne er begrænsede. Kommer du i bil, anbefaler vi, at du parkerer i højre side ad vejen fra Tangmosevej til indkørslen på pladsen. Så sikrer vi forhåbentligt gennemkørsel i begge retninger.
Vi glæder os til at se dig!