Privataffald

ARGO driver 14 genbrugspladser, hvor du som privatperson kan komme af med det affald, som du ikke afleverer i din skraldespand.

Affald fra private husstande består typisk af dagrenovation – dvs. det daglige affald fra husholdningen. Rigtig meget af vores affald kan dog bruges igen, hvis vi lader være med at smide det i skraldespanden. Når du vælger at sortere dit affald, får du mere plads i skraldespanden – og samtidig gør du noget godt for miljøet. I sorteringsvejledningen kan du se, hvordan du skal sortere dit affald.

Juleaffald

Gavepapiret skal i aviscontaineren på genbrugspladsen
Julen har mange glæder, og en af dem er de julegaver, vi giver til hinanden – men det er også en højtid hvor gavepapir og meget andet juleaffald hober sig op – og hvor er det lige, at man skal gøre af det?

ARGO anbefaler, at man på genbrugspladsen afleverer sit gavepapir i aviscontaineren, da rigtig meget af det kan genanvendes.
ARGO sender alle sine avis-containere (fra 14 genbrugspladser) til sortering og genanvendelse i Tyskland. På anlægget i Tyskland sorteres gavepapiret og det som er coated og/eller indeholder plastik, bliver sorteret fra og energiudnyttet lokalt. Langt det meste gavepapir bliver genanvendt til nyt gavepapir og blade – og det varmer på miljøregnskabets bundlinje.
Årsagen til ARGO sender gavepapiret til et anlæg i Tyskland er, at der ikke findes et anlæg med tilsvarende kapacitet i Danmark.

Det er ikke alle affaldsselskaber, der har valgt løsningen med sortering af gavepapiret, men i stedet anbefaler at lægge gavepapiret i restaffald. ARGO har valgt den lidt mere omkostningsfulde løsning, i håb om at få så meget gavepapir genanvendt som mulig.

Køb genanvendeligt gavepapir
Vi er vilde med glitter og glimmer i julen – også på vores gavepapir, men det er miljøet ikke. Hvis du vil være sikker på, at dit gavepapir kan genanvendes, så gå efter gavepapir der ikke har glimmer eller glitter på, og ej heller har en helt unaturlig glat overflade. På den måde hjælper du bedst miljøet.

Gavebånd og tape skal sorteres ud
Gavebånd og tape egner sig ikke til genanvendelse og skal derfor i containeren ’Uegnet til genanvendelse’ (nr. 45).

Julekalenderen skal i aviscontaineren
Julekalendere er ofte lavet af karton og skal sorteres ud til aviscontaineren. Dog skal eventuelt plastik i chokoladekalendere og lignende fjernes og sorteres ud i plastindsamlingen.

Julekort skal i aviscontaineren
De fine julekort som vi sender hinanden med ønsket om en glædelig jul, er som regel lavet af karton og skal i aviscontaineren på genbrugspladsen. De kan genanvendes og bringe glæde igen næste jul.

Lyskæder fra juletræet
Hvis lyskæden taber gnisten, skal den bortskaffes som elektronik og afleveres på genbrugspladsen.

Juletræ og juledekorationer
Organisk materiale som gran og kogler kan komposteres og afleveres som haveaffald på genbrugspladsen. Kugler, lys og bånd skal sammen med ler og blomsterskum i containeren ’Uegnet til genanvendelse’.

Hvilken container skal mit juleaffald i
Er du i tvivl om hvor dit juleaffald skal hen, så er ARGOs pladspersonale parate til at vejlede dig på pladsen. Du kan hjælpe dig selv, ved at sortere så meget affald som mulig hjemmefra. Det kan gøres i fx papkasser eller poser, så er det hurtigere at aflevere. Du kan fx lave en pose med de effekter, du er i tvivl om hvor skal hen. En pladsmedarbejder kan derpå nemt overskue indholdet og hjælpe dig med hvor det skal hen.