Kunderne får gavn af positivt resultat

ARGO’s positive årsresultat luner - også i pengepungen hos fjernvarmekunderne. For nøjagtig ét år siden var affaldsenergianlægget ARGO i Roskilde lukningstruet. Som følge af en politisk aftale i Folketinget om blandt andet at reducere forbrændingskapaciteten i den danske affaldssektor, havde Kommunernes Landsforening umiddelbart før jul 2020 offentliggjort en rapport, der indeholdt den nu historiske ”lukkeliste”. Rapporten foreslog blandt andet lukning af ét af landets nyeste affaldsenergianlæg – nemlig lukning af ARGO.

”I dag kan vi være tilfredse med, at mange gode kræfter sikrede, at Energistyrelsen i februar 2021 fejede ”lukkelisten” af bordet og dermed sikrede overlevelse af et af landets mest effektive og miljøvenlige anlæg”, konstaterer ARGO’s formand Niels Hörup.

Positivt regnskabsresultat
ARGO har netop offentliggjort sit regnskabsresultat for 2021, der viser et så positivt resultat, at såvel de kunder, der leverer affald til ARGO, som de borgere, der får fjernvarme fra ARGO, kan glæde sig.

Ifølge Niels Hörup skyldes det rigtig gode regnskabsresultat primært tre forhold:

  • Indtægterne fra salg af el har været væsentligt højere end budgetteret.
  • ARGO’s medarbejdere har sikret en effektiv drift af affaldsenergianlægget og dermed en rekordhøj varmeproduktion
  • Forbrændingskapaciteten er blevet udnyttet optimalt ved import af mere end 87.000 tons affald.

Importen af affald har udover at være en økonomisk gevinst for ARGO også været en stor gevinst for miljøet samt en samfundsøkonomisk gevinst for Danmark.

”Således kan en reduktion af den samlede udledning af CO2 i Europa med næsten 48.000 tons alene tilskrives ARGO’s affaldsimport” udtaler Niels Hörup, og fortsætter: ”Desuden bidrager importaffaldet med ca. 38 mio. kr. til statskassen i form af afgifter – ud af de ca. 150 mio.kr., som ARGO betaler i afgift.”

Gavner fjernvarmekunderne
Hele ARGO’s varmeproduktion sælges til VEKS, og den effektive drift af affaldsenergianlægget har sikret en fjernvarmeproduktion på ikke mindre end 2.900 TJ svarende til mere end 57.000 familiers årlige varmebehov.

ARGO’s positive regnskabsresultat betyder, at VEKS kan se frem til en tilbagebetaling for 2021 fra ARGO på mere end 23 mio. kr. Gevinsten kommer alle VEKS’ kunder til gode i 2022.

”I en tid med ekstremt høje priser på naturgas og el, der rammer mange mennesker hårdt, er det meget positivt at konstatere, at ARGO sender mere end 23 mio. kr. tilbage til fjernvarmekunderne”, bemærker VEKS’ formand Steen Christiansen, der fortsætter: ”I VEKS besluttede vi allerede i december 2021 at nedsætte fjernvarmeprisen med virkning fra den 1. januar 2022 – og det før vi kendte til det positive regnskabsresultat fra ARGO. VEKS har et fjernvarmesystem, som er baseret på flere brændsler og teknologier: Fjernvarmen kommer fra bæredygtig biomasse, varme fra affaldsenergianlæg, overskudsvarme fra industri samt biogas. Dette flerstrengede system viser nu sin styrke. Det luner i pengepungen af være fælles om varmen.”

Kontakt
ARGO: Bestyrelsesformand Niels Hørup, nho@solrod.dk, mobil 61660375
VEKS: Bestyrelsesformand Steen Christiansen, steen.christiansen@albertslund.dk, mobil 40508507