Bemærk: Det er desværre ikke muligt at besøge ARGO i øjeblikket på grund af Corona.
Om Energitårnet
På ARGOs kraftvarmeværk, Energitårnet, i Roskilde afbrændes det affald, der ikke kan genbruges eller nyttiggøres på anden vis. Varmen fra ovnen udnyttes til produktion af elektricitet og fjernvarme.
Om besøget
Besøget omfatter et indledende oplæg om ARGOs arbejde med affald og dernæst en rundvisning på Energitårnet. På rundvisningen følger vi hele affaldets vej gennem kraftvarmeværket: Fra det bliver læsset af skraldebilen og bliver ført videre ind i ovnen til produktionen af elektricitet og fjernvarme og den endelige rensning af røgen.
I alt varer et besøg 1½-2 timer. Besøget er gratis.
Rundvisningerne på Energitårnet foregår fortrinsvist i vores åbningstid. Vi kan dog tilbyde et begrænset antal rundvisninger uden for åbningtstid. Et besøg på Energitårnet er målrettet elever fra 4. klasse og op samt foreninger og virksomheder. Vi viser gerne rundt for skoleklasser og grupper af mindst 10 og maksimum 20 personer ad gangen.
Sikkerhed
Af sikkerhedsmæssige årsager er rundvisninger på Energitårnet ikke velegnet til gangbesværede eller børn under 10 år. Vær også opmærksom på, at besøget inkluderer ture i elevatorer.
Alle gæster får udleveret en hjelm og en gul vest, som skal bæres under rundvisningen på Energitårnet. Besøget foregår på en arbejdsplads, hvor der kører store maskiner og lastbiler fra forskellige vognmænd. Vi vil rigtig gerne vise frem, men det er vigtigt, at I assisterer os med sikkerheden.
Derudover skal alle gæster være iført skridsikre og lukkede sko. Dvs. ingen klipklapper, sandaler eller højhælede sko.
Rygning er forbudt på ARGOs matrikel.
Særlig info til lærere og elever
Vi anbefaler, at to lærere deltager ved besøg med flere end 20 elever. Læreren(e) har ansvaret for sine elever under hele besøget. Under rundvisningen skal læreren danne bagtrop og sikre, at eleverne går samlet. Rundviseren går forrest, viser vej og fortæller. Det er vigtigt, at eleverne holder sig samlet om rundviseren.
Før besøget skal eleverne være informeret om, at de skal samles i flok, og at det er vigtigt, at de følger anvisningerne fra rundviseren. Alle elever skal desuden vide, at besøget foregår ved en arbejdsplads, hvorfor de skal være i stand til at holde et acceptabelt lydniveau og vise hensyn til de ansatte.
Der er mulighed for, at skoleklasser kan spise deres medbragte madpakker i vores skolestue i tilknytning til Energitårnet.