ÅRSRAPPORT: ARGO sendte knap 49 mio. kr. retur til kunderne

ARGOs nye årsrapport viser, at selskabet på baggrund af et godt årsresultat i 2022 sendte knap 49 mio. kr. retur til kunderne og dermed endte med en samlet bundlinje omtrent i balance.

Overskuddet i 2022 afspejler en samlet robust driftsøkonomi i ARGO, hvilket er en forudsætning for stabile og lave priser for ARGOs kunder. Samtidig lægger den sunde driftsøkonomi fundamentet for, at ARGO fortsat kan være en central spiller i den grønne omstilling, hvor fokus er størst mulig genanvendelse og genbrug i affaldshåndteringen.

Forsyningssikker energi og lave priser
Roskilde kraftvarmeværk energiudnyttede 348.204 ton restaffald i løbet af 2022. Det svarer til, at ARGO har leveret strøm til 64.400 husstande og fjernvarme til 50.300 husstande uden brug af olie, gas eller kul. ARGO bidrager derved til mindsket udledning af CO2 samt forsyningssikker og stabil energiproduktion, der ikke er afhængig af import af for eksempel gas.

Godt 25% af det energiudnyttede restaffald udgøres af udenlandsk affald, nemlig ikke-genanvendeligt restaffald som ellers var blevet deponeret på losseplads i andre europæiske lande til skade for klima og miljø. Energiudnyttelsen af det udenlandske restaffald giver en global klimafordel ved blandt andet at erstatte fossile brændsler, og i 2022 skønnes den samlede globale udledning af CO2 reduceret med cirka 10.000 ton som følge af ARGOs import af restaffald.

Det gode økonomiske resultat for kraftvarmeværket er dog desværre delvist opnået på en trist baggrund, nemlig den internationale krise, opstået som følge af krigen i Ukraine. ARGO producerer elektricitet på Roskilde Kraftvarmeværk, og de høje markedspriser har givet mulighed for at skabe et unormalt stort overskud.

– Det er tydeligt, at 2022 har været et særligt år, præget af international krise og høje energipriser. Eftersom ARGO arbejder efter et non-profit princip på nuværende tidspunkt, bør det ekstraordinære overskud fra salg af elektricitet kommer kunderne til gode, og derfor besluttede bestyrelsen at sende 40,1 mio. kr. retur til affalds- og varmekunderne. Konkret skete det ved at nedsætte fjernvarmeprisen og at reducere taksten for at aflevere affald fra 420 kroner pr. ton affald til 360 kroner pr. ton affald. Nedsættelsen af varmeprisen kan være med til at neutralisere eventuelle prisstigninger på andre brændsler, fortæller bestyrelsesformand for ARGO Niels Hörup.

Godt resultat for genbrugspladserne
ARGOs genbrugspladser har også skabt et godt økonomisk resultat i 2022, blandt andet på grund af stigende indtægter fra salg af genanvendelige materialer. Selskabets bestyrelse valgte derfor også på dette område at sende en del af overskuddet tilbage til forbrugerne, ved fordeling af i alt 8,7 mio. kr. til de kommuner, som ARGO driver genbrugspladser for.

Betydeligt bidrag til statskassen
Udover at ARGO sikrer lave priser for kunderne, så bidrager affalds- og energiselskabet også til statskassen. Selskabet har i 2022 betalt 195,6 mio. kr. i form af afgifter og CO2 kvoter.

Heraf stammer knap 50 mio. kr. fra energiudnyttelsen af importeret, ikke-genanvendeligt restaffald. Energiudnyttelsen af det udenlandske restaffald giver således som nævnt både en global klimafordel, bedre forsyningssikkerhed for dansk fjernvarme og et bidrag til statskassen.

Samfundsmæssigt ansvar og indsatser
ARGO har et samfundsmæssigt ansvar, og det udøves blandt andet ved at samarbejde om en række velgørende initiativer, hvor ARGOs genbrugsbutikker ’Gensalg’ er omdrejningspunktet. Gensalgsbutikkerne leverer blandt andet brugte genstande til forskellige samfundstjenlige formål.

ARGO bidrager til at bringe mennesker på kanten af arbejdsmarkedet i ordinær beskæftigelse. I et samarbejde med kriminalforsorgen, jobformidlinger, samt kommunerne har ARGO igennem 2021 haft 32 personer beskæftiget i Gensalg og 25 personer på særlige værksteder udenfor ARGO. Derudover har ARGO haft en række borgere i flexjob, samfundstjeneste, arbejdsprøvninger og praktikforløb.

ARGOs årsrapport kan læses ved at klikke her

Yderligere informationer
Spørgsmål kan rettes til direktør Trine Lindegaard Holmberg på mobil 2928 8844 eller mail tlh@argo.dk

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Fakta om ARGO
ARGO er et affalds- og energiselskab, der behandler affald for borgere og virksomheder i ni sjællandske kommuner. ARGOs mission er at skabe bæredygtige affaldsløsninger, der fremmer den grønne omstilling. Mest muligt affald skal genbruges og genanvendes og energiudnyttelsen skal ske miljømæssigt forsvarligt og med størst muligt udbytte i form af el og fjernvarme. ARGO har en omsætning på cirka 786 mio.kr. årligt (2022) og 170 medarbejdere fordelt på genbrugsbutikker, genbrugspladser, kraftvarmeværk, deponi og administration. ARGO er miljø- og arbejdsmiljøcertificeret efter standarderne ISO 14.001 og ISO 45.001.

ARGOs bestyrelse 2022-2025: Bestyrelsesformand Niels Hörup (Solrød Kommune), næstformand Tomas Breddam (Roskilde Kommune), Torben Hoffmann (Greve Kommune), John Harpøth (Holbæk Kommune), Martin Schwartzbach (Kalundborg Kommune), Jonas Peter Bjørn Whitehorn (Køge Kommune), Bjørn Lykke Sørensen (Lejre Kommune), Thomas Nicolaisen (Odsherred Kommune) og Flemming Petersen (Stevns Kommune).