19.12.2024Genbrug

8 tips til en genbrugsjul

Julepynt, julegaver og julefrokoster. Vi giver dig 8 tips til en jul med genbrugshjertet.

Genbrug din julepynt

Det bedste du kan gøre, er at bruge det julepynt, du allerede har, så du undgår at bruge ressourcer på at købe nyt. Er der alligevel pynt, som det kribler i fingrene for at eje, så kig for eksempel ind i ARGOs Gensalg-butikker, som har hylderne fulde af julestemning.

Lav din egen julepynt

Har du overskydende materialer fra andre kreative projekter eller byggeprojekter? Så brug det til at lave din egen julepynt. Det kan være en julekrans til hoveddøren eller pynt til juletræet.

Giv genbrug eller oplevelser

Behøver dine julegaver være ny-producerede materielle ting? Vores miljø og klima har langt bedre af, at vi forærer hinanden en oplevelse, et personligt gavekort til hjælp med næste gør det selv-projekt, en brugt airfryer eller brugt legetøj. I ARGOs Direkte Genbrug-telte kan du hente gratis byggematerialer, boligting, køkkenting, møbler og legetøj.

Overvej, hvor du køber dine gaver fra

Tænk over, hvor langt gaven skal transporteres. Køber du for eksempel ting fra udlandet, er det ikke kun CO2-udledning fra produktionen, du skal tage højde for, men også den lange transport. Køb derfor med omtanke – allerhelst lokalt.

Undgå farlige kemikalier

Der findes ikke ét fælles sæt kemikalieregler for hele verden, så når du handler uden for EU, er der større risiko for skadelige kemikalier i produkterne.

Drop gavepapiret

Pak julegaverne ind i tekstiler i stedet for bånd og gavepapir. Det kan for eksempel være viskestykker, tørklæder, tæpper eller sengetøj. Hvis du vil gøre det ekstra personligt, kan du brodere motiver eller navne på tekstilerne.

Lån – del – donér

Mange julesweatre indeholder plastik og bliver ofte kun brugt én gang. Mangler du en julesweater til julefrokosten, juleaften eller andre hyggelige begivenheder, så prøv at låne én af dine bekendte eller køb i genbrugsbutikken.

Sorter dit juleaffald korrekt

Husk at sortere dit juleaffald korrekt, så mest muligt af det kan genanvendes. For eksempel: Gavepapir og gavebånd skal sorteres som restaffald eller uegnet til genanvendelse på genbrugspladsen.