Trænger din have til ekstra næring?

Pak en skovl, spænd traileren for bilen og hent gratis kompost til din have på én af vores genbrugspladser, når vi inviterer til kompostdag hvert år i weekenden inden påske.

Hvad er kompostdag?

Kompostdag er fra 9:00 til 17:00 hvert år i weekenden inden påske. Og for os er det årets første forårsmarkør. Fuld af forårstrængende haveejere med masser af grønne projekter på to do listen.

Vi læsser en stor bunke kompost ud på hver af de genbrugspladser, som vi holder kompostdag på. I alt cirka 5.000 ton kompost, som du bare kan skovle løs af.

Tre ting du skal vide, inden du kører hjemmefra:

  1. Vi har skovle og koste, du kan låne på pladsen, men vi anbefaler alligevel, at du selv medbringer
  2. Giv plads til dem omkring dig – der plejer at være kompost nok til alle
  3. Komposten er meget kraftig! Læs vores guide herunder før du bruger komposten

 

Sådan bruger du vores kompost

  • Nærringsstofferne i komposten er så kraftige, at de kan ‘brænde’ nye frø og planter af, hvis du planter direkte i komposten
  • Du skal derfor blande komposten med den eksisterende jord, inden du planter nyt i den
  • Strø højst et lag på 4-5 cm af komposten ud og riv det godt sammen med den eksisterende jord
  • Du kan også sprede et par centimeter kompost ud over køkkenhaven, græsplænen eller dine staudebede, og lad den ligge og gøde jorden